Første overskud – og stadig tro mod vores værdier

Forside / Første overskud – og stadig tro mod vores værdier

Første overskud – og stadig tro mod vores værdier

Da vi stiftede Zenbi den 17. august 2021, vidste vi, at vi ikke ville bygge en klassisk tech-startup – altså en rigtig rugbrødsmotor. Vi havde ikke travlt med at skalere hurtigt eller vælte branchen med store armbevægelser. I stedet ville vi skabe et adminstrationssystem, der kunne gøre en reel forskel i hverdagen – for friskoler, privatskoler, efterskoler, højskoler og sociale tilbud. Derfor betyder det ekstra meget for os, at vi nu – i regnskabsåret 2024 – for første gang kan præsentere et overskud.

Et resultat, der bygger på samarbejde

Zenbi er ikke noget, vi har bygget bag lukkede døre. Det er skabt i tæt dialog med mere end 50 frieskoler og sociale tilbud, som bruger os i dag. Vi har lyttet, testet, tilpasset – og nogle gange startet helt forfra. For os er det den eneste måde at skabe noget meningsfuldt og brugbart på. Vi tror på, at digitalisering først skaber værdi, når den er forankret i praksis. Når man kan mærke forskellen i hverdagen. Når systemer ikke forstyrrer, men hjælper ud på skolerne.

“Vi har bygget Zenbi fra bunden – i tæt samarbejde med brugerne. Det betyder, at vi har skabt en løsning, der ikke bare er smart, men også praktisk og bæredygtig i drift.”
– Erik Vedel, direktør i Zenbi

Overskuddet er ikke målet i sig selv

At kunne fremvise sorte tal er en vigtig milepæl. Det betyder, at vi kan investere videre, ansætte flere og udvikle hurtigere. Men for os er det vigtigste fortsat, at vi gør hverdagen nemmere og mere overskuelig for dem, der arbejder med børn og unge. Vi er stolte af den retning, vi har sat – og vi glæder os til at fortsætte rejsen sammen med alle jer brugere.

Tak til alle de skoler, ledere og medarbejdere, der har været med på vejen indtil nu. Jeres idéer, engagement og ærlige feedback er fundamentet for det hele.

Kærlig hilsen hele Zenbi-teamet

Zenbi snak